Artiklen er udgivet på POV International.
Mennesket har altid stræbt efter det evige liv. Drømt om evig ungdom, drukket livets vand af hellige fontæner og jagtet udødelighedens eliksir. Det er i nogen grad lykkedes. Vi bliver nemlig ældre og ældre og lever med bedre helbred. 5 steder i verden udmærker sig.
The Blue Zones
De 5 steder kaldes The Blue Zones. De fem steder er blevet identificeret af den amerikanske forfatter Dan Buettner. Netop her er det lykkedes med at trække effektivt i bremsen. Her lever man længst og med bedst helbred. Koncentrationen af borgere over 100 år er større, og flere er blevet ældre uden livsstilssygdomme. The Blue Zones er alle små velfungerende samfund, som findes i en bjergegn på Sardinien, på øen Okinawa (Japan), på øen Ikaria (Grækenland), på halvøen Nicoya (Costa Rica) og i Californien.
Vil man gerne leve længere, er det værd at kigge ind i, hvordan livet leves her. Den rette livstil vil kunne give en ekstra dekade kvalitetsliv. Det er hverken et spørgsmål magi eller raketvidenskab. Alt hvad man behøver er at gøre få justeringer til dagligdagens liv.
At droppe cigaretterne og holde sig i form er evident, men der er andre mindre indlysende veje til et længere liv. Og det handler ikke vitamintilskud eller hård fysisk aktivitet, men om naturlig tilgang til livet, daglig bevægelse, mere frugt og grønt og sociale relationer.
Kosten
Mad og drikke har betydelig indflydelse på, hvor langt tid og hvor godt man lever. Flest i The Blue Zones spiser en kaloriefattig kost, typisk rig på frugt og grønt, fuldkorn, knolde (f.eks. søde kartofler, selleri, kartofler), nødder og bønner. Vigtigst er bønnerne. Bønner er fulde af fibre og protein. Mange lever her vegetarisk eller vegansk. Hovedmåltiderne ligger om morgenen og til frokost. Måltidet om aftenen er let.
Vand er vigtigt. Meget vand. Og the. Og rødvin. Rødvin indeholder flavonoider, som også findes i mørk chokolade af god kvalitet. Flavonoider reducerer risikoen for nogen typer af cancer og hjerte-kar-sygdomme. Effekten er flavonoiderne øges, når de spises sammen med udelukkende grønt. I de fleste Blue Zones drikker de fleste to glas alkohol om dagen.
Fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet er en del af dagligdagen. At gå en god tur – hver dag – er virkelig godt. På Sardinien har de fleste 100 årige eksempelvis enten været eller er stadig hyrder og har gået omkring 10 km om dagen. Udendørslivet giver lys og sol og dermed produceres d-vitamin, som modvirker en række sygdomme. Fysisk aktivitet reducerer stress.
Fællesskab og selskab
Man lever længere, når man er en del af et fællesskab. Mennesket er et socialt væsen. Fra helt unge lærer vi effekten af teamwork og samarbejde. Ensomhed barberer år af livet. Hver og en af de fem Blue Zones er velfungerende fællesskaber. Familien giver det nære og vigtigste tilhørsforhold men også det bredere fællesskab i foreninger, i lokalsamfundet el.lign. giver følelse af, at der er brug for en. Man holder pause fra arbejdet for at beskæftige sig med andet – familie, venner, gøre noget for andre – og grine.
I Danmark er vi kendt for hygge, som er en del af den danske nationalkarakter og kultur. Den er uhåndgribelig men beskrives af Det Kongelige bibliotek som en atmosfære, en følelse eller en bestemt måde at være sammen på, som beskrives som tryg, nærværende og behagelig.
I Okinawa er fællesskabet formaliseret i en slags borgerforening, som oprindeligt tog sig af planlægning af høsten mv., men som i dag planlægger og gennemfører lokale arrangementer og festligheder. Det giver mening for alle. På Ikaria findes ritualet at give fattige medborgere, hvad det måtte være til overs fra religiøse og kulturelle begivenheder, hvilket giver fornemmelse af fællesskab. På Sardinien, hvor mænd bliver markant gamle, er der tradition for, at de overgiver familievirksomheden til deres kone og dermed samles som et fællesskab.
Antistress
Folk i The Blue Zones er udsat for sammen potentielle stress som alle andre. Men de har daglige rutiner, der reducerer stress og den medfølgende inflammation. At leve længere handler også om træning af sindet. Ritualerne varierer fra en lur, en bøn, meditation, stilhed med forfædre til uformelt samvær over et glas med andre. Alle Blue Zones har metoder til at nedsætte stress. Alle forskellige.
På Okinawa har næsten alle 100 årige haven som hobby. Havearbejde giver god daglig fysisk aktivitet udenfor, og medicinsk forskning har i flere forskellige studier fastslået havearbejdets terapeutisk effekt (National Library of Medicine). Pasning af havens medicinske urter, frugtræer og -buske og køkkenhavens grøntsager giver tillige effekt, når høstens spises.
På Sardinien handler det om humor. Man tager ikke sig selv så højtideligt, men griner af sig selv. Latter er ekstremt sundt – og nedsætter risikoen for en lang række sygdomme og reducerer stress. Her holdes fælles pauser der er en fælles forståelse af at leve i nu’et og lade fortiden ligge. Fortidens strabadser ses som værende nødvendige for at kunne nyde nu’et netop nu.
I Loma Linda er bøn blandt Syvende Dags Adventister udbredt og anset som et middel til reduktion af stress. På Nicoya i Costa Rica har man en Plan de Vida – en plan for livet, som giver mening med det, man foretager sig.
Formål
I alle Blue Zones var borgerne i stand til at formulere deres formål. Hill & Turianos (University of Rochester Medical Center) forskning har vist, at de som har en fornemmelse af deres formål, har 15% lavere risiko for at dø ift. dem som angav, at de som lever uden egentlig formål.
Formål er her defineret som en fyrtårn eller et kompas, som giver de daglige aktiviteter en retning.
Familien har en særlig betydning i alle fem Blue Zones. Der er behov for alle generationer. Det forventes, at de ældre hjælper til, og da bliver behovet for dem tydeligt. Alle har noget at stå op til. Der er brug for hver enkelt – man kan ikke bare lige stå af. Her er også en udbredt respekt for mange år på bagen – for det lange liv. De ældre holder sammen på historien, er erfarne – og opfattes som en fontæne af visdom.
Har du fået lyst til at dykke mere ned i The Blus Zones, så læs Dan Buettners The Blue Zones og gå på opdagelse på nettet. Der er masser af nuancer og inspirationer.
9 veje til det længere liv
- Moderat fysisk aktivitet
- Formål
- Stress reduktion
- Moderat kalorieindtag
- Plantebaseret kost
- Moderat alkohol indtag – helst rødvin
- Spirituelt eller religiøs engageret
- Engageret i familieliv
- Engageret i det sociale liv
Ikaria – en ø i Grækenland, som udmærker sig ved at have færrest demente og den laveste dødelighed midt i livet. Som en af årsagerne peger forskere på middelhavsdiæten med mange grøntsager, sundere fedtstoffer og mindre indhold af mejeriprodukter og kød.
Okinawa – den største ø i det sydlige Japan – hvor verdens længst levende kvinde boede. Her spiser de sig kun 80% mætte. Søde kartofler, soya bønner, bynke, gurkemeje og goya – bitre meloner er foretrukne.
Ogliastra – en bjergegn på Sardinien har den højeste koncentration a 100-årige mænd. I 2011 var der omkring 600 Personer, der levede i 100 år (= ca 10%). Til sammenligning blev 1 ud af 4000 i USA (=1/4 promille). Her spiser de lavt proteinindhold, en middelhavsdiæt med mange grøntsager og olivenolie – og drikker et glas rødvin til måltidet om aftenen.
I Loma Linda i Californien lever de 10 år længere end gennemsnittet af amerikanere. Her er den højeste koncentration af Syvende Dags Adventister i USA, og de følger en bibelsk diæt af korn, frugt, nødder og grøntsager. Særligt drikker de meget vand – 5-6 store glas om dagen.
Nicoya halvøen i Costa Rica, hvor længere liv begrundes med stærk tro, sociale netværk og vaner med regelmæssig fysisk aktivitet med lav intensitet. Her har man en Plan de Vida – en plan for livet, som giver mening, formål og holder én kørende.