Er alder et tal?

Vi bliver som population ældre. Faktisk har vi vundet mere en 30 år i løbet af de sidste 100 år. I 1900 var gennemsnitsalderen i Danmark blot 50 år. I dag er den næsten 83 år for kvinder og lidt mindre for mænd. Børn, der fødes i dag, bliver i gennemsnit 102 år. Det er en markant menneskelig præstation. Ikke desto mindre bliver de erfaringer og kompetencer, vi har brugt et halvt liv på at tilegne os, pludselig mindre værd, når vi kommer hen i anden halvdel af arbejdslivet blive. 

At blive gammel er siden Antikken blevet sidestilles med sygdom. Men alder er ikke kun svækkelse, og svækkelsen udsættes til senere i livet. Der er en konventionel tendens til at sidestille det at leve længere med at være ældre i længere tid. Imidlertid er det omvendt. Vi forbliver yngre længere.

Lise Nørgaard var 60 år, da hun skrev Matador. Da vidste hun, hvad hun kunne, havde fået en portion erfaring og ikke mindst det perspektiv, der gjorde, at hun nænsomt kunne give en hverdagsfortælling om udviklingen i Korsbæk i 30’er. En buket af temaer, som her blev vendt – den danske folkesjæl, fruerne og frigørelse af kvinder, fordomme og fælleskaber og forskelle i klassesamfundet. 

Så hvis du synes, at jobbet ikke helt optager dig så meget som tidligere, at det hele står lidt i dvale, eller du måske ikke helt ved, hvad du skal kaste dig over. Så bare rolig. Der er mange år endnu.

Hvad er alder egentlig?

Alder opgøres i tal, men kan opfattes så forskelligt.

Kronologisk alder – Alder som et spørgsmål om år. Alder er et tal. Det er jo indlysende kvantificerbart og bruges derfor som grundlag for at kategorisere en befolkning og tildele dem forskelllige goder. Man kommer i børnehave, når man fylder 3, i skole omkring de 6 år og tildeles mimrekort, når man når de 67. Alder tælles her som en afstand fra fødslen. En lidt vild tanker er, hvis man nu betragtede alder som en afstand fra døden, ville man synes yngre og have flere muligheder i fremtiden.

Biologisk alder – Forholdet mellem krop og alder. Kroppen svækkes med alderen, og der skal mere til for at holde sig rank, stærk og modstandsdygtig. Det handler om at holde sig i form – både fysisk og mentalt. At bevæge sig og dyrke sport, spille et instrument, lære et sprog eller strikke er godt. Lægevidenskaben og vores uddannelse har bidraget til, at vi holder os bedre end tidligere generationer. Men vi skal stadig arbejde på at holde hjerne, hjerte og krop fit for ikke at falde bagud dansen i forhold til børn, kollegaer, venner. Det kan jo heldigvis være sjovt… 

Men uanset hvad og hvor meget man gør, så er der forskel på, om man er ti eller 30 år. Eller 60 og 80. 

Psykologisk alder – Ens følelse af sin egen alder. Føler man sig i vigør eller gammel?  De fleste føler sig yngre, end de er! Faktisk føler totredjedele sig på alder med deres sidste runde fødselsdag. Det vil sige, at når man er 52, føler man sig 50-årig og det samme, når man er 59 år. Det gælder også, når man er 79 år, så føler man sig typisk som 70 årig. 

Der er også bare dem, som fødes gamle.  De har høje tindinger og vom allerede i 20’erne. Andre bliver aldrig voksne. 

Men følelsen af alder er og synes meget forskellig. Og skifter fra dag til dag. Man kan være hård ved sig selv og sukke der foran  spejlet. Eller instinktiv fordømmende over for andre i bikini eller lårkort. Vi må tage os i det, tale os selv og hinanden op – og lade os inspirere af hinanden stedet for at fordømme. 

Becca R. Levy er professor i epidemiologi og psykologi ved Yale University. Hun har forsket i mindset om alder og fundet, at man vinder omkring 7,6 år mere liv, hvis man vender sit syn på sin egen alder fra negativt til positivt. 

Og vi har nogle forbilleder. Tænk bare på Nancy Pelosi (82), som i en årrække var formand for Repræsentanternes Hus i USA. Eller Ursula von der Leyen (64) som er formand for EU Kommissionen. Eller Monica Krog-Meyer (72), der farter land og rige rundt med foredrag om Plus alderen. Eller dronnning Margrethe… der er heldigvis mange at lade sig inspirere af.

Midtvejs

Midtvejskrisen er for mange en udfordrende forandring – fysisk, psykisk og hormonelt. Og et tabu. Men også et følelsesmæssig reboot. De mål, vi satte os, da vi var helt unge, har vi nået. Vi har fået uddannelse, karriere, familie og en række materielle goder – bolig, bil mv. Vi vender midt i livet vores blik væk fra det materielle og målbare, væk fra konkurrence og hen imod fællesskab og mening. Efter midtvejskrisen har vi ikke bare ændret humør; vi har ændret vores værdier og kilde til tilfredshed.

Første halvdel af arbejdelivet kan man anskue som opvarmning. I anden halvdel sparker man den i mål. I første del af livet uddannes og dannes vi. Vi får færdigheder, erfaringer og et perspektiv at navigere efter. I midten af 50’erne topper den følelsesmæssige intelligens, som giver mulighed for at kalibrere sin saft og kraft. Fra mere til bedre. Man skal nu sætte sig i scene og relatere sin erfaring til fremtiden. 

Fra tre livsfaser til mange

I sidste århundrede er livet anset som at være delt om i tre lige lange stadier. Vi er børn, vi er voksne og vi er gamle. Først var vi under fuldtidsuddannelse i 15- 20 år,  fra vi er 6 år til midt i 20’erne. Så arbejdede vi fuldtid fra midt i 20’erne til midt i 60’erne – kun afbrudt af barselsorlov – det meste af døgnets vågne timer i 5 af ugens dage. Til sidst gik vi på pension – fuldtid på fritid så at sige – fra sidst i 60’erne til midt i 70’erne, for så at stille træsskoene og sige “Tak for denne gang”.

Se figuren øverst:  Livets trappe. Nationalmuseet.

Nu bliver vi imidlertid ældre og ældre. Den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere, og den uddannelse, vi tog tidligt i livet, kan formentlig ikke holde hele vejen til enden. Arbejdslivet forlænges, og de færreste kan holde til det på fuldtid i mange flere år. Nye vinde breder sig, flere og flere indretter sig anderledes og skaber balance mellem arbejdsliv og privatliv på en ny og mindre ultimativ måde. Også pensionslivet. 

Arbejdslivet kan forlænges – på deltid med egen virksomhed, rejser, gen-uddannelse og brancheskift.