Ageism – eller alderisme som det kaldes på dansk – defineres som stereotyper og/eller diskrimination af enkeltpersoner eller grupper på grundlag af deres alder. En tendens til at se på ældre mennesker som svækkede, ikke værdige for opmærksomhed og uegnede til at arbejde. Det er en negativ praksis, som flyder tykt overalt i vores samfund. I sproget. I vores lovgivning. Og hos os selv.
Vi bærer alle fordomme overfor alder. “Det er måske nok den mest acceptable diskriminering, som hersker i dag”, fortalte Becca Levy forleden til et online møde, jeg deltog i anledningen af udgivelsen af hendes bog: Breaking the Age Code. “Breaking the Age Code is a revolutionary paradigm shift in how we think about aging. Dr. Becca Levy has pioneered a new field of research that reveals how our mindset and beliefs shape our behaviors, our ability to heal, and our lifespan, in invisible but powerful ways.” Det mind-set er ikke bare uhensigtsmæssigt. Hendes forskning viser, at det negative mind-set er dræbende. Det koster år af vores liv.
Hvor mange gange har du ikke talt dig selv ned som for gammel til dit eller dat. For gammel til forandring, for gammel til et nyt socialt medie, til at gå på dansegulvet eller til at bære et særligt stykke tøj. Eller stået foran spejlet og nedtrykt vurderet dine rynker. Men rynker og andre alderstegn er alle et udtryk for erfaring. Vi skal tale dem op og bruge dem bevidst. Vores ord og tanker har power. De påvirker vores adfærd. De stopper os fra at gøre ting, vi burde, fra at sige fra og vælge livet til. I stedet resignerer vi – og kan have tendens til at give andre skylden.
Det er samfundets skyld! Det er der uden tivivl noget om. Men vi er en del af samfundet – og må tage vores del på vores skuldre. Stop dine egne tanker og devaluering af dig selv. Stop op og registrer, når du hører diskriminerende udtryk, udtalelser eller handlinger. Sig fra og sæt dig selv i scene, tal dig selv op og iscenesæt dig selv med de kompetencer og den værdi, du har. Gør dig umage for at blive bevidst, planlægge, designe og leve livet, hele livet. Vi her herinde en tendens til at tale 50+ ned på arbejdsmarkedet. Lad os i stedet samle på de gode historier. Lad os dele de gode erfaringer. Fif til hvordan man gør sig gældende, selv om man er 50+. I en rekrutteringssituation. Eller i MUS samtalen. Hvordan man i dagligdagen på arbejdet gør sig selv bevidst kompetent og værdifuld.