Debatindlæg i Politiken 18. januar 2022
Vi står midt i en epidemi af udbrændthed. Måske var det på tide at begynde at se ’ældrebyrden’ som en vækstmotor
I de sidste 130 år har vi været vidner til en af de største menneskelige præstationer. Vi har fået omkring 30 år ekstra levetid forærende. De år har vi valgt at lægge i den sidste ende af livet – alderdommen. Vi oplever stigmatisering af 50+, og at aldersdiversitet er problematisk på arbejdsmarkedet. Det dur ikke. Det er uhensigtsmæssigt for den enkelte og for virksomhederne i en tid med manglende arbejdskraft. Og det er umanerlig dyrt for samfundet.
Ældrebyrden skal snarere ses som en vækstmotor. Aldersdiversitet giver hidtil usete fordele i kraft af komplementære evner og færdigheder. De unges hurtighed, energi og gejst kombineret med den erfaring og empati, man får med alderen, skaber muligheder for familier, arbejdspladser og samfund, som vi ikke tidligere har haft. I stedet for at tale om en økonomisk byrde må vi høste bemærkelsesværdige frugter i aldersdiverse samfund.
I begyndelsen af 2021 var der 1.103 personer over 100 år i Danmark. Det er 36,2 procent flere end for 10 år siden. Det skønnes, at der om 20 år vil være over dobbelt så mange 100-årige, mens der 2060 vil være 6.700 over 100 år. Men de kutymer, institutioner og den lovgivning, som skal tage vare på disse mange 100-årige, er udviklet af folk, som kun levede halvt så lang tid.
Vi har tendens til at dvæle ved udgifterne ved længere levede liv, men skulle hellere omskabe vores livsfortælling og udforske mulighederne for at høste af forskelligheden. Vi må strategisk og kreativt undersøge, hvordan hvert af livets stadier bidrager bedst muligt til det enkelte menneskes og det omkringliggende samfunds liv. Selv beskedne forandringer såsom at sætte tempoet ned, gøre uddannelserne lidt længere og placere dem mere spredt og arbejde bare fire dage om ugen vil give en oplevelse af forøget formål og livskvalitet samt reducere stress m.fl. sygdomme.
THE STANFORD Center on Longevity beskæftiger sig med, hvordan vi tackler de signifikante forandringer, som længere liv vil få. Med baggrund i deres ’New Map of Life’ forudser de, at produktiviteten vil stige, og folk vil blive gladere.
I de sidste mange år har vi anset livet som værende delt i tre: Vi lærer. Vi tjener. Vi er pensionister. I dag opfatter vi livet i flere stadier.
I løbet af vores 100 år kan vi forvente at arbejde 60 år – eller mere. Men ikke nødvendigvis som nu, hvor 40-timers ugen presses ned over os. En dagligdag, hvor vi samtidig skal være forældre, familie, ægtefolk, aktive socialt – og udvikle os fysisk, åndeligt og mentalt.
Aktive arbejdstagere i alle aldre stiller krav. De vil have fleksibilitet, der passer til det stadie i livet, de befinder sig i. Unge opmuntres til at begynde på deres uddannelse tidligt og går gennem uddannelsessystemet med hæsblæsende fart. Står med eksamensbeviset midt i 20’erne – deres grundlag for karrieremæssig succes gennem de næste 60 år. Men den slagne vej gennem uddannelse, arbejde og pension må udvikles og gøres mere fleksibel – med pauser fra arbejde til at tage betalt og ikke betalt uddannelse, til fordybelse, brancheskifte, sabbatår og til at tage sig af sin familie, sundhed og transitioner mv. Tilladelse og opmuntring til, at man kan rykke ind og ud af arbejdslivet, vil kræve kulturelle og lovmæssige ændringer, som vil inddrage flere sektorer og interessenter.
Vi står midt i en epidemi af udbrændthed. Stress, angst og depression har aldrig været mere udbredt. Herhjemme betegner Sundhedsstyrelsen den stigende stress som en folkesygdom. WHO kalder det et syndrom, der skyldes alvorlig længerevarende stress på arbejde.
Før pandemien tilbød kun få virksomheder medarbejderne at arbejde hjemmefra. Det har ændret sig, og den tendens ser ikke ud til at vende. Der er fordele for både virksomheder og medarbejdere. Før i tiden var tre steder dominerende i vores liv og bevidsthed – hjem, arbejde og feriested. Trends peger på, at mange fremover vil søge at finde ét sted, der kan kombinere de tre – et sted, hvor man både kan leve, arbejde og opleve.
DEN ENESTE aldersgruppe med stigende iværksætteraktivitet i de sidste to årtier er dem midt i livet – dem mellem 55 og 65 år. Der ligger forskellige begrundelser bag de tal. 50+ ledige med videregående uddannelse viser fleksibilitet i forhold til indhold og ansvar i arbejdet, transporttid, deltid og løn. På de sociale medier oplever man 50+, der mister deres job, som det ikke lykkes at få et nyt, men som i stedet finder ny læring og ny karriere.
En stigende andel medarbejdere over 50 er i tvivl om, om de kan magte deres arbejde fremover. Det er et problem, når beskæftigelsesprocenten for de 55-64-årige halter bag efter de øvrige erhvervsaktive. I 2018 forventede 18 procent over 50 at forlade arbejdsmarkedet på grund af dårligt fysisk helbred. I 2020 var det tal steget til 23 procent. De væsentligste grunde til at forblive på arbejdsmarkedet er muligheden for at gå på nedsat tid, seniordage, fleksibel arbejdstid og længere ferier. Vil arbejdsgiverne have ældre medarbejdere, må de etablere vilkår, som er motiverende i dette stadie i livet.
Vi undervurderer, hvor meget liv vi har tilbage, når vi når de 55. Sandsynligvis lever vi endnu 35-40 år. Vi har her kun levet ca. 50 procent af vores voksne liv. I disse år ligger en naturlig transition – overgangsalderen, børnene flytter hjemmefra, karrieredrømmene ændrer sig, mange får lyst til at dykke ned i nyt og andet.
Samfundet og ikke mindst teknologien udvikler sig konstant og stiller nye krav. Der ligger i disse år mulighed for udvikling snarere end afvikling. Og det er en nødvendig udvikling, for som samfund har vi ikke råd til at miste dem over 50 år. Tanken om, at de unge skal passe på og betale for de ældre, er dyr.
Jeg har været med i debatten om frasorteringen af 50+ i rekrutteringsprocessen. Den debat førte til, at beskæftigelsesministeren har gjort det ulovligt at bede om oplysning om alder i ansøgningen.
50+ portrætteres som stereotyper – mindre sunde og mindre produktive. Men undersøgelser viser, at ældre har bedre dømmekraft, og at deres erfaring giver gode muligheder. De mestrer teknologiske krav i deres job på niveau med alle andre. Al forskning viser, at diverse arbejdsteams gavner bundlinjen.
Indrømmet: Som direktør i restaurationsbranchen gennem mange år frasorterede jeg også ældre end mig selv blandt ansøgere. Men jeg vurderede, hvor i virksomheden erfaring og empati gav mening, og hvor styrke og hurtighed var nødvendigt. Jeg indførte jobfleksibilitet. Nogle arbejdede kun få ugentlige arbejdstimer, og alle nationaliteter samt religiøse og seksuelle overbevisninger var velkomne. Det gav mening – for både kultur og økonomi. Det var ikke særlig vanskeligt at organisere diversitet. Danmark har gode ordninger.
Udfordringen ved generelt længere levetid er ikke udelukkende et regeringsanliggende; ej heller kun arbejdsgivernes, forsikringsselskabernes eller sundhedssektorens ansvar. Lovgivning og investering i, hvordan vores unge bliver ældre, og hvordan vi får det bedste ud af de 30 ekstra år, er allerede i gang. Planlægningen af alderdommen begynder i barndommen.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar