Det er så moderne at være hverdagsaktivist. Så det er jeg også blevet… Siden vi stiftede Perspektiv på Alder har jeg ikke kunne undgå at observere, hvor ofte jeg selv og andre tænker eller taler ældre alder ned. Jeg må tage mig selv i lade være, stoppe op og holde inde. Og jeg ser – hver dag – hvordan fordomme om alder helt ned til 48 år flyder tykt overalt i vores samfund. 48! Da er man midt i sit arbejdsliv.
I dag præsenterede Krifa sine sobre tal og indsigter om hvordan Trivsel på arbejdspladsen betaler sig. Det kan mærkes helt ned på bundlinjen. Rigtig tydeligt endda. Arbejdstrivsel påvirkes af kollegaer, mening, resultater, mestring, medbestemmelse, ledelse og balance. Virksomheder med medarbejdere, der trives oplever færre sygedage, lavere medarbejderomsætning, har nemmere ved at fastholde ældre medarbejdere og oplever markant større bundlinie. Det er uomtvistelige tal. Det koster vores samfund, når medarbejdere mistrives. Vi står i en epidemi af stress, angst og mistrivsel.
Krifa havde inviteret et panel til debat. Blandt dem to beskæftigelsesordfører fra toneangivne partier i Folketinget. Ideen var at diskutere, hvordan man kunne gøre viden til handling.
Og gu’ hjælpe mig om ikke den ene vedbliver med at omtale sig selv som gammel. Så gammel at han hører til typen, der vil have kød i kantinen hver dag, at han hører til den aldersgruppe, der gerne arbejder hårdt, og at han mærker tydelige forskelle i de forskellige generationers arbejdsmåde i sin hverdag. Omtaler sig selv som gammelsmølf. Han er 48, fortæller han.
Jeg er sikker på, at det er et velment forsøg på at være sjov. Og at der ikke ligger nogen ondsindet tanke bag. Men det er ikke i orden, når halvdelen af dem, der sidder i salen formentlig er ældre endnu. Det er ikke i orden, når man er beskæftigelsesordfører ikke at være bevidst om sin egen betydning som meningsdanner og inspirerende rollemodel.
Der hersker en mængde analyseret fakta om fordomme omkring alder. Aldersfordomme og -diskrimination påvirker trivsel, rekruttering og fastholdelse af seniorer. Og det i et Danmark, hvor vi bliver ældre, lever de flere år med bedre helbred og skal arbejde til vi bliver 70. Fordommene gør den enkelte modløs, er helt uhensigtsmæssigt for virksomhederne og alt, alt for dyrt for vores samfund.
Der er flere ting, man kan gøre lovgivningsmæssigt for det. I dag kom flere bud på bordet. Bla. uddannelse gennem hele livet – spredt ud over årene, således at alle kan holde sig agile, øge deres kompetencer eller omskoles.
Det er, som om vi har en konventionel tendens til sidestille det at leve længere med at være ældre i længere tid. Imidlertid bliver det omvendt: Vi forbliver yngre længere.
Det er nødvendigt som leder at være opmærksom på egne fordomme, og hvordan man tænker og taler….